mandag den 4. februar 2013

Officelt: Emil Lyng til Esbjeg

Efter en vellykket prøvetræning har Esbjerg skrevet kontrakt med offensivspilleren Emil Lyng frem til sommeren 2014.
Den tidligere U21-landsholdsspiller Emil Lyng har de seneste uger vist sig frem hos Esbjerg fB, og det har nu udmøntet sig i en halvanden år lang aftale mellem parterne.
- Det er en meget spændende spiller, vi nu får tilført til truppen. Vi har fulgt ham tidligere og ville gerne have ham til Esbjerg, da han var et af landets største talenter. Nu har vi kunnet se ham an her i nogle uger, og vi tror på, at han kan komme tilbage på sit tidligere niveau. Emil Lyng er ikke hentet som en redningsmand foros her i foråret. Vi ser det mere som et langsigtet projekt og er klar til at give ham chancen, siger cheftræner Jess Thorup til klubbens hjemmeside.

Lyng har været plaget af skader de seneste sæsoner, men håber at komme i omdrejninger i EfB.

- Jeg mærker intet til skaderne og glæder mig nu til at lægge alt det bag mig og kun tænke på fodbolden. Derfor er jeg også utrolig glad og stolt af, at Esbjerg kan se mulighederne i mig. Det var mit mål med prøveopholdet her, og jeg ved hvilke ting, jeg skal arbejde videre med nu. For jeg er vidende om, at jeg formentlig ikke skal spille en hel kamp i forårspremieren den 4. marts, da jeg stadig skal bygge på formen og det taktiske, men jeg håber og tror på, at jeg kommer til at kunne hjælpe holdet i foråret, siger Emil Lyng.

Lyng har klubber som AGF, Lille, Zulte Waregem, Lausanne og FC Nordsjælland på CV'et.

Spilleforeningen kræver fuld betaling

Spilleforeningens direktør Mads Øland glæder sig over, at Brøndby har betalt de første fire millioner kroner i feriepengesagen, men klubbens plan om at prøve de øvrige sager falder ikke i god jord.
Brøndby præsenterede i dag klubbens redningsplan, der blandt andet indebar, at man har betalt de skyldige fire millioner kroner til tre spillere som en del af feriepengesagen.
De øvrige sager vil klubben prøve ved voldgiftsretten, men det stiller Spillerforeningen sig uforstående overfor, da der allerede er dannet præcedens på området. Foreningens krav forbliver derfor de samme.

- Det er glædeligt, at Brøndby IF nu har besluttet at betale spillerne og de øvrige ansatte i klubben løn for januar, samtidig med at det skyldige beløb for de tre prøvesager på ca. 4 mio. kr. udbetales, siger direktør Mads Øland i en pressemeddelelse.

- Vi har yderligere krav for i alt 91 spillere, og det er ikke nødvendigt at føre disse sager i Fodboldens Voldgiftsret, da parterne inden retssagen blev enige om, at de tre prøvesager skulle danne præcedens. Restbetalinger for de øvrige spillere skal derfor falde, og vi vil rette henvendelse til Divisionsforeningen og Brøndby IF for at drøfte, hvordan det kan ske, siger han.

Det anslås, at det resterende beløb i feriepengesagen ligger i omegnen af 26-27 millioner kroner.

José Mourinho tilbage til Chelsea

Roman Abramovich og José Mourinho skiltes ikke som gode venner, da portugiseren i september 2007 blev fyret i Chelsea. Men nu kan han meget vel være på vej tilbage til Stamford Bridge. Således skriver Daily Mail, at Mourinho og Abramovich forhandler om et samarbejde fra næste sæson.
Klubbens nuværende træner Rafael Benitez er blevet betragtet som en overgangsfigur, siden han kom til klubben, og ingen forventer, at han fortsætter efter denne sæson, hvis han da overhovedet får lov at gøre den færdig. I weekenden tabte Chelsea 3-2 til Newcastle og er nu 16 point efter Manchester United i toppen af Premier League.
Lige så dårligt går det for José Mourinho og Real Madrid i Spanien. De løb i weekenden ind i et pinligt nederlag til Granada og er nu 15 point efter FC Barcelona i toppen af Primera Division.
Det har igennem længere tid været betragtet som et faktum, at Mourinho forlader Real Madrid til sommer, selv om ingen af parterne har bekræftet det.

Wichmann dømt for matchfixing

DBU har valgt at idømme Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne for matchfixing på Niveau 1, altså spil på en kamp, han selv har deltaget i.
Før jul meldte DBU ud, at man undersøgte en matchfixingsag på det såkaldte Niveau 2. Det betyder, at der er om matchfixing i organiseret fællesskab, så processen med at undersøge sagen har stået på i nogen tid.
Nu er sagen dog foreløbigt afsluttet fra DBU's side, på et pressemøde mandag eftermiddag offentliggjorde forbundet sagens involverede parter, heriblandt FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann.

Han er blevet idømt et halvt års karantæne, som følge af en Niveau 1-sag. Han skal have spillet på en pokalkamp mellem FC Vestsjælland og Ballerup-Skovlunde, ligesom han har foranlediget spil på yderligere en kamp.

Sagen hænger til dels sammen med pokalopgøret mellem Vanløse og Hvidovre i pokalen i august 2011. Her var der spillet store summer på Hvidovre-sejr, og to af de personer, som havde spillet store beløb, har fortalt til DBU, at spillene var sat på vegne af Kristoffer Wichmann.

En række af kuponerne, der blev spillet, indeholdt kombinationen af Hvidovre- og FC Vestsjælland-sejr.

Stokholm har forlænget

36-årige Nicolai Stokholm har forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland. Han er nu på kontrakt frem til sommeren 2014.
Nicolai Stokholm har oplevet en fodboldmæssig opblomstring for FC Nordsjælland i de senere år, men midtbanedynamoen har rundet de 36 år. Det betyder dog mindre for anføreren og klubben. Parterne er nu blevet enige om at forlænge aftalen, så han er på kontrakt frem til sommeren 2014.
- Det er rigtig positivt, at vi ovenpå et meget hektisk transfervindue nu også er kommet til enighed med anføreren om en forlængelse. Det betyder, at vi kan fastholde kontinuiteten med en Nicolai Stokholm, som, om nogen, har symboliseret den fremgang, vi har haft som klub, siger sportschef Jan Laursen til klubbens hjemmeside.

- ’Stok’ går altid forrest både på og udenfor banen, så derfor er det en fantastisk god nyhed for klubben og alle der holder med FC Nordsjælland. Vi er i gang med at bygge på til fremtiden, og det er meget glædeligt at Nicolai Stokholm med forlængelsen bliver en del af den proces.

Stokholms hidtidige kontrakt løb til sommeren 2013.

Brøndby: Vi er åbne for Mike Jensen

Brøndby har netop meddelt, at klubben har fundet grundlag for at fortsætte driften frem til den planlagte kapitaltilførsel senere på foråret. Spillerne har fået fuld løn for januar, og dermed har klubben umiddelbart afværget en truende konkurs.

Mens økonominen altså foreløbigt er reddet, vil der også være penge til at investere i spillertruppen, fortæller direktør Tommy Sommer Håkansson. Direkte adspurgt af TV 2 News, om klubben vil skrive kontrakt med Mike Jensen, svarer han:
- Det kunne vi sagtens ja.

Dog forklarer han også, at man ikke skal forvente den store transferaktivitet i klubben. Transfervindet er som bekendt lukket, men i tilfælde hvor spillere er transferfrie som Mike Jensen, kan klubben frit skrive kontrakter.

Arsene Wenger: Svært at købe spillere i Januar

Arsene Wenger har været udsat for meget kritik, efter det ikke lykkedes ham at hente andre end den spanske venstreback, Nacho Monreal, fra Malaga.

Arsenal, som blev sat i forbindelse med både David Villa og Fiorentinas montegrinske angriber, Stevan Jovetic, har altså ingen nye offensive kort at spille ud i foråret, når de skal forsøge at kæmpe sig tilbage på 4. pladsen, som giver adgang til Champions League.
- Vi arbejdede utrolig hårdt. Vi kiggede overalt, og jeg ville gerne have tilføjet endnu en spiller til truppen, men vi kunne ikke finde nogen, lyder de forsvarende ord fra Wenger.

- Hvilke spillere købte Manchester United? Hvem købte Chelsea? Liverpool købte, men Manchester City købte heller ikke, og det er én grund til. For topklubberne er det meget svært at styrke sit hold midt i en sæson.

Arsene Wenger kan dog se frem til at få Gervinho tilbage fra Africa Nations Cup, efter Elfenbenskysten søndag blev slået ud af Nigeria.