Viser opslag med etiketten FC Midtjylland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten FC Midtjylland. Vis alle opslag

onsdag den 25. november 2015

Optakt: FC Købehavn - FC Midtjylland





På søndag sker det på MCH Arena, når FCM på hjemmebane skal møde FCK. Københavnerne har domineret sæsonen, men skal have point for at holde sig på toppen, for de har spillet de sidste par kampe uafgjort 0-0. FCM skal også have nogle point hjem efter deres uafgjorte 1-1 resultat mod OB  i sidste uge. Med 32 point ligger FCK kun et point foran FCM i Superligaen og det bliver uden tvivl en af årets mest spændende kampe.
Da Pione Sisto og André Rømer hentede sejren hjem i guldkampen mod FCK i maj, afgjorde de fodboldmesterskabet. Selvom Pione efterhånden har fået flere tilbud fra udenlandske klubber, har han indtil videre takket nej, og det kan FCM kun være glade for, for hans evner på banen er ikke til at tage fejl af.

Selvom FCK fik tæsk i maj og præsterede et uafgjort 0-0 resultat mod FCM i august, er de favoritterne når de igen skal på MCH Arena på søndag. De har ikke tabt deres fem sidste kampe, og det er nok grunden til, at de har bedre odds for at vinde søndagens kamp (FCK 2.5 og FCM 2.85). Ifølge sportsbettingsiderne, er der størst sandsynlighed for at Andreas Cornelius scorer for FCK, men der bliver også forventet en god præstation af FCMs Morten Rasmussen. 

lørdag den 9. februar 2013

Farlige Frank: Meget talentfuld FCM-trup

Frank Kristensen har oplevet en mere utålmodig og uerfaren FC Midtjylland-trup end tidligere, men også en meget talentfuld og lovende gruppe.
Efter en smuttur til Randers FC er klubikonet Frank Kristensen tilbage i FC Midtjylland, hvor han håber på en aftale. Han har trænet med hele opstarten og har oplevet en trup, der ser meget anderledes ud end den han forlod i januar 2011.
- Man kan godt mærke, at truppen er meget ung. Mange af dem har en enorm speed, så nogle dage går det godt, og andre dage kan jeg måske føle mig lidt gammel, siger Kristensen med et grin.

- De unge spillere mangler måske lidt tålmodighed. De skal blive bedre til at træffe rigtige beslutninger oftere. Man behøver måske ikke altid vinde bolden tilbage fra modstanderen lige med det samme. Det er i hvert fald noget, der er blevet trænet på her i opstarten, siger Kristensen, der dog ikke vil være med til at kalde truppen dårligere end den, han forlod:

- Nej, det synes jeg ikke. Vi havde på et tidspunkt selvfølgelig et virkeligt, virkeligt stærkt hold, inden mange blev så gode, at de røg til udlandet. Men nu er der et nyt kuld, og når jeg kigger mig omkring, så er det helt vanvittigt meget talent i den her trup. Især individuelt er der mange store talenter. Jeg tænker; hvad kunne det ikke være blevet til, hvis jeg bare havde en brøkdel af det talent.

Kristensen runder 36 år til marts, og han er begyndt for længst begyndt at overveje tiden efter fodbolden.

- Jeg påbegynder faktisk massøruddannelsen til marts. Det er ikke sikkert, at det skal være det, men jeg vil i hvert fald gerne blive inden for fodbolden. Og helst i en funktion ude på banen. Hvis FC Midtjylland kan bruge mig i en trænerfunktion, så vil jeg da nok slå til.

- Men jeg ved ikke, om jeg har potentialet til på sigt at være cheftræner. Én ting er at guide de unge spillere på træningsbanen, én anden ting er at være cheftræner. Jeg tror, det er et meget stort spring, og jeg skal nok lige have snust til det, før jeg bestemmer mig, siger Kristensen.

Endnu har FCM og Kristensen ikke lavet en aftale, men begge parter har virket åbne for idéen.

tirsdag den 5. februar 2013

Farlige Frank på pletten i Midtjylland

Veteranen Frank Kristensen scorede igen og blev matchvinder for FC Midtjylland, da Superliga-mandskabet i eftermiddag slog Vejle-Kolding 2-1.
Snart 36-årige Frank Kristensen ønsker sig en aftale med hjerteklubben FC Midtjylland, og han gør sit til at overtale ledelsen til at give ham en sådan. Forleden nettede veteranen således i 3-0-testsejren over Randers FC, og i eftermiddagens test mod Vejle-Kolding var han igen på pletten.
Kristensen startede dog på bænken og så herfra VBK's nye angriber Bedi Buval bringe 1. divisionsholdet foran 1-0 efter godt et kvarters spil, da franskmanden var sidste mand på kuglen efter et hjørnespark.

Endnu et hjørnespark udløste 1-1 efter 35 minutter. FCM-talentet Andre Rømer headede bolden over VBK-keeper Nicolaj Christensen efter et Frederik Møller-hjørnespark. Og således var det remis efter de første 45 minutter, hvorefter FCM skiftede 10 mand ud til anden halvleg - blandt andet blev genansatte Kristian Ipsa og altså Frank Kristensen smidt i spil.

Og mindre end ti minutter henne i anden halvleg havde Kristensen lynet. Han bragte således FCM på 2-1, da han sparkede en løs returbold i kassen efter Rilwan Hassen havde afsluttet.

Det blev også opgørets sidste træffer. FCM fulgte på den måde 3-0 over Randers FC op med 2-1 over Vejle-Kolding. Lørdag drager midtjyderne på træningslejr.

Frank Kristensen prøvetræner i øjeblikket med hos FC Midtjylland, hvor han prøver at overtale klubben til at "gifte sig med ham igen"

torsdag den 3. januar 2013

Weinkouff: sætter kariere på standby

Den tidligere U-landsholdspiller Jesper Weinkouff har fået ophævet sin kontrakt med Hobro og sætter nu karrieren på standby i en alder af blot 24 år.
Som ungdomsspiller i FC Midtjylland holdt han i nogle år Jonas Lössl fra at spille på førsteholdet, og i alt 28 U-landskampe vidner om et vist talent. Men i en alder af blot 24 år har den tidligere FC Hjørring-keeper Jesper Weinkouff nu valgt at sætte fodbold på standby til fordel for en civil karriere.
- De seneste 18 måneder har ikke været særlig sjove. Jeg er kørt sur i det og har ikke længere lysten og motivationen. Derfor har jeg fået ophævet min aftale med Hobro, som egentlig løb et halvt år mere, siger Weinkouff til Nordjyske og tilføjer om sit korte ophold i Hobro, hvor det kun blev til to kampe for førsteholdet:

- Og det dør man på, når man bruger 20 timer om ugen på at køre frem og tilbage mellem Hjørring, hvor jeg bor, og så Hobro.

24-årige Weinkouff har tidligere prøvetrænet i AB og FC Nordsjælland uden at det blev til en aftale.

tirsdag den 23. oktober 2012

Kjær vil købe sin egen far

Indtil den 24. oktober kan man købe et sponsorat på én eller flere af FC Midtjyllands spillere eller ledere, og indtil i dag var Winston Reids bud på Danny Olsen det højeste i auktionen.

Simon Kjær har imidlertid toppet Reids bud Olsen ved at kaste 7.500 kroner efter farmand Jørn Kjær, der er holdleder i den midtjyske fusionsklub.

- Jeg synes, det er et godt og sjovt initiativ af min gamle klub, som jeg gerne vil støtte. Jeg følger altid med i FCMs kampe og resultater og er vildt glad for den fodbolduddannelse, jeg fik med mig, inden jeg tog til udlandet. Jeg har stor respekt for det talentarbejde, som FCM foretager, og har jo selv oplevet, hvor dygtige folk er i klubben, siger Simon Kjær til FC Midtjyllands hjemmeside.

Spillersponsorat giver eksponering af firmanavnet eller privatpersonen, når en spiller eller træner præsenteres på stadion. Sponsoratet gælder resten af denne sæson og hele den næste.