Viser opslag med etiketten AFC Ajax. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten AFC Ajax. Vis alle opslag

tirsdag den 6. august 2013

FCK ude efter Boilesen

Ifølge Ekstra Bladet arbejder FC København på at leje landsholdsbacken Nicolai Boilesen, for at styrke klubbens venstreside.

FC København har meldt ud, at der skal forstærkninger til, før transfervinduet lukker. Umiddelbart ser behovet ud til at være størst offensivt, men nu er løverne i gang med at styrke defensivens venstre side.
Ekstra Bladet erfarer således onsdag, at løverne snakker med Ajax om en etårig lejeaftale for Nicolai Boilesen, der er tilbage efter en langvarig skade. Det kan give Boilesen noget fast spilletid på højt niveau, men forsvarsspilleren selv vil ikke forholde sig til interessen.

- Jeg skal spille noget førsteholdsfodbold på så højt et niveau som muligt. Jeg er sulten og klar til at spille igen. Spilletid er meget afgørende for min fortsatte udvikling, siger Boilesen til Ekstra Bladet.

Boilesen ligner ikke førstevalget på Ajax' venstre back, som Daley Blind sidder ganske tungt på.

tirsdag den 9. april 2013

Jon Dahl: Eriksen skifter til sommer


Christian Eriksen har endnu ikke skrevet en ny kontrakt med Ajax Amsterdam, og dermed kan den 21-årige playmaker have kurs mod nye eventyr denne sommer. Men han skal tænke sig godt om. Det siger en af hans prominente forgængere på det danske landshold.
- Der er to scenarier: Enten forlænger han, eller også smutter han her til sommer, så Ajax får nogle penge ud af det. Jeg tror mest på det sidste, siger Jon Dahl Tomasson til tv2.dk.
- Og hvor han ender? Jeg er helt sikker på, at Christian er fornuftig nok til at tage en rigtig god beslutning. Det er jo vigtigt det valg, han tager. Man ved aldrig, om valget er korrekt, når man så står i den situation, men jeg er da helt overbevist om, at han tænker alle scenarier igennem.
- Som jeg kender Christian, så tager han nogle fornuftige valg og nogle gode og velovervejede beslutninger. Det tror jeg også, han gør i den her situation, vurderer Tomasson, der ikke mener, at Eriksen har vokset sig for stor til hollandsk fodbold.
- Jeg synes ikke, han er blevet for god (til Æresdivisionen, red.). Han er en af de bedre spillere - han er en af de fremragende spillere i Holland, men om han skulle tage et år mere? Det ville der ikke ske noget ved.
- Så kan han blive endnu mere dominerende. Men når han kun har et år tilbage af sin kontrakt, vil Ajax nok vælge at sælge ham og få nogle penge i kassen i stedet for. Det tror jeg, ville være det logiske valg for Ajax, siger den tidligere landsholdsangriber, der selv har spillet mange år i hollandsk fodbold og i dag arbejder som assistenttræner i Excelsior fra Hollands anden bedste række.

fredag den 18. januar 2013

Ajax træner håber på Eriksen-forlængelse

Ajax har ifølge Frank de Boer tilbudt Christian Eriksen en ny kontrakt, og cheftræneren håber på, at danskeren bliver længe.
Landsholdsspilleren Christian Eriksen har kontrakt med Ajax til sommeren 2014, men danskerens fremtid formodes fra flere kanter at skulle foregå andetsteds inden da. Dog har Ajax ikke opgivet at få Eriksen til at blive.
Både han og forsvarsspilleren Toby Alderweireld er i hvert fald blevet tilbudt nye kontrakter.
- Alderweireld og Eriksen har modtaget tilbud fra Ajax. Jeg håber, de bliver længere i Ajax, siger De Boer på et pressemøde fredag ifølge Ajax' officielle Twitter.

De Boer berettede desuden om fremgang hos langtidsskadede Nicolai Boilesen.

- Han træner en masse med Jong i Ajax, siger Ajax-træneren.

Ajax møder søndag Feyenoord i et klassisk hollandsk topopgør. Her er Christian Eriksen, Christian Poulsen, Lasse Schöne og Viktor Fischer udtaget, mens Lucas Andersen denne gang ikke er med.

De Jong bliver i Ajax

Siem De Jong tiltrækker interesse fra andre klubber, men Ajax-anføreren har planer om at blive i klubben sæsonen ud.
Newcastle er på jagt efter forstærkninger, men indtil videre har man ikke fået de spillere, man har forsøgt sig med. Seneste navn i rygtekøen er Ajax-anfører Siem De Jong, men heller ikke her, ser nordenglænderne ud til at have heldet med sig.
- Der har været stor interesse for Siem, men i øjeblikket er han anfører i Ajax, hvor han er meget glad for at være. Jeg forventer, at han bliver frem til afslutningen af sæsonen, siger De Jongs agent, Louis Laros, til Sky Tyne and Wear.

23-årige De Jong, der kan benyttes både på midtbanen og i angrebet, har spillet i Ajax siden 2005. Han fik sin debut på førsteholdet tilbage i 2007, og siden er det blevet til næsten 200 kampe for klubben.

tirsdag den 15. januar 2013

Christian Eriksen ikke interesseret i at skifte

Christian Eriksen er ikke ude efter et januar-skifte trods interesse fra flere store klubber verden over.
20-årige Christian Eriksen er fortsat i gang med at udvikle sit talent, hvilket har kastet flere gode præstationer af sig i denne sæson. Blandt andet er det blevet til to scoringer i to af de tre topkampe i Holland, ligesom Eriksen har bidraget med assists mod samtlige tre modstandere i Champions League-gruppespillet.
Som altid er der stor interesse i at erhverve den unge danske, men ifølge hans agent, Martin Schoots, er Eriksen ikke interesseret i at forlade Amsterdam i det nuværende transfervindue.

- I de seneste par uger, også på grund af ferien, har der været stille i pressen omkring Christian, hvilket er noget, han langt fra er ked af. Jeg siger ikke, at det så betyder, at folk ikke længere er interesseret, for det ville være mærkeligt, hvis klubber der har fulgt ham siden han var 14, ikke længere skulle være interesseret, siger Schoots til bold.dk.

- Men han er inde i en god udvikling og for tredje sæson i træk har han øget sit målsnit. Før Ajax’ tur til Brasilien fortalte Christian, at han kun fokuserede på den kommende topkamp mod Feyenoord, og det har ikke ændret sig. Christian vil kun koncentrere sig om sin fodbold, selvom man jo aldrig ved, hvad der kan ske, siger Schoots.

Ajax åbner sæsonen op igen på søndag, hvor Feyenoord kommer på besøg. Begge mandskaber er tre point efter topholdet PSV Eindhoven i den bedste hollandske række.

lørdag den 8. december 2012

Schøne score, Andersen får debut

Lasse Schøne scorede det sidste mål, da Ajax pligtsejrede 2-0 over Groningen lørdag aften. Lucas Andersen debuterede og ramte stolpen.
Lasse Schøne kom på tavlen for Ajax i lørdagens 2-0-sejr over Groningen på Amsterdam Arena.
Den danske midtbanespiller var i Ajax’ startopstilling efter en håndfuld kampe som indhopper, og han takkede Frank de Boer for tilliden ved i anden halvleg sikkert at omsætte et straffespark fremtvunget af Siem de Jong til 2-0.

Siem de Jong havde selv fået chancen fra ellevemeterpletten efter et kvarters spil, men han brændte i to omgange - selve sparket blev reddet, og riposten røg over mål. Alligevel var Ajax gået til pause foran 1-0 takket være Derk Boerrigters scoring i det 42. minut.

Ajax havde tre danskere, Schøne, Christian Eriksen og Viktor Fischer, i startopstillingen, mens Christian Poulsen sad over med den forstrækning, han pådrog sig mod Real Madrid i midtugen.

Poulsens fravær havde givet plads i kamptruppen til unge Lucas Andersen, der for anden gang kunne tage plads på Ajax’ udskiftningsbænk. Den unge eks-AaB’er fik sin debut i aften, da han ti minutter før tid erstattede Danny Hoesen.

Og Lucas Andersen var ekstremt tæt på at få en drømmedebut, men han måtte se sin afslutning prelle af mod stolpen to minutter før tid.

Med resultatet har Ajax 33 point, det samme antal som PSV Eindhoven og ét mindre end Twente og Vitesse. De tre har dog en kamp i baghånden nu.

Tidligere lørdag tabte Nijmegen med Kevin Conboy på banen og Søren Rieks på bænken 0-2 til Waalwijk ude.