mandag den 4. februar 2013

BIF-Direktør: Dette er Plan B

Brøndby har været i dialog med Spillerforeningen indtil i morges, hvor klubbens sidste forslag blev afvist. Den iværksatte løsning er derfor klubbens Plan B, siger direktør Tommy Håkansson.
I dag har Brøndby offentliggjort, at man har etableret det nødvendige, økonomiske grundlag for at fortsætte driften af klubben frem til den planlagt aktieemission i april-maj. Men denne løsning er klubbens Plan B.
- Vi har haft en dialog med Spillerforeningen indtil i morges klokken 10, hvor de har afslået det forslag, vi har sendt til Spillerforeningen. Det her har været vores Plan B, som vi nu har kørt ud, siger direktør Tommy Håkansson til TV 2 News.

- Vi mener, at det vi har sat af i vores tredje kvartalsmeddelelse, det er det maksimale beløb, dette kan give. På hver eneste spiller, på hver eneste sag, der vil vi udfordre det, vi ved, Spillerforeningen kan komme med, siger han.

Den konstituerede Brøndby-formand indrømmer samtidig, at det har været tæt på at gå helt galt for den traditionsrige klub.

- Som vi også har fremlagt for markedet, har vi forhandlet med Spillerforeningen i en lang periode, hvor vi har forsøgt at lave et positivt resultat. Konkurs? Jamen, vi har været tæt på, siger Håkansson.

Brøndbys iværksatte plan indebærer, at man har betalt det skyldige beløb på fire millioner kroner til de tre spillere i feriepengesagen, mens man vil prøve de øvrige sager i retten.

Brøndby: Klubben reddet!!!

Brøndby er reddet for denne gang. Klubben meddeler, at man har etableret grundlag for normal drift frem til kapitaltilførselen i foråret.
Brøndbys medarbejdere har måttet vente længe på januar-lønnen, men nu tikker den snart ind på kontoen. Klubben meddeler, at man har sikret grundlag for normal drift frem til kapitaltilførslen senere på foråret.
- Vi er rigtig glade for, at vi har fået skabt grundlaget for at videreføre Brøndby IF frem til kapitaltilførslen. Og vi er meget, meget glade for, at vi har sikret medarbejderne deres fulde løn, ikke blot i januar men også fremover, siger direktør Tommy Sommer Håkansson.

Klubben meddeler videre, at man betaler Spillerforeningen fire millioner kroner, som man ved Fodboldens Voldgiftsret er dømt til at betale. Herudover ønsker man uklarheder i yderligere sager om feriepenge og pension undersøgt, før man tager stilling til yderligere betaling.

Brøndby har sikret aftaler med investorer og långivere, samt henstandsordninger med kreditorer, som sikrer klubben frem til kapitaltilførslen, som skal være i niveauet 75-150 millioner kroner.

lørdag den 2. februar 2013

Roma fyrer træner

Serie A-klubben meddelte lørdag, at Zdenek Zeman er færdig som træner hos italienerne. Fyringen kommer efter fredagens hjemmebanenederlag til Cagliari på 2-4. Dermed er det blot blevet til to point i holdets seneste fem ligakampe. Efter nederlaget fredag aften blev der afholdt krisemøde i klubledelsen, og her fandt man altså ud af, at den nuværende sportslige situation er utilfredsstillende.

Inden weekendens øvrige kampe er Roma blot på ottendepladsen med 34 point for 23 kampe. Det er 15 point færre end førerholdet Juventus, som endda har spillet en kamp mindre end hovedstadsklubben.
Midlertidig træner bliver Aurelio Andreazzoli, meddeler Roma.

Ferguson: Beckham holdt sit ord

David Beckham spillede i Manchester United i 11 sæsoner under Sir Alex Ferguson, og selvom de to store egoer ikke ligefrem gik hver til sit som bedste venner, så har Beckham tilsyneladende alligevel vist sin gamle træner ære.

- Han har altid sagt, at han ikke ville spille for en anden engelsk klub efter sin tid hos Manchester United, og David har holdt sit ord. Men jeg tror ikke, at nogen så PSG som den næste klub. Jeg var overrasket. Jeg så det ikke komme, siger Ferguson til Uniteds tv-kanal.
Beckham var ikke med i aftes, da stjernens nye klub vandt 0-4 ude mod Toulouse.

Jan Kristensen: Vi er nød til at reagere

Brøndbys Jan Kristiansen mener ikke, at spillerne længere kan lade stå til. - De ansatte er nødt til at reagere på et tidspunkt, siger han.
Spillerne i Brøndby har ikke fået løn udbetalt for januar måned, men de har givet deres arbejdsgiver en frist til mandag. Bliver den ikke overholdt, må der ske noget.
- Så er vi nødt til at evaluere situationen og se, hvad der er stemning for i truppen, siger kantspilleren Jan Kristiansen til ekstrabladet.dk og understreger, at spillerne kan blive nødt til at reagere.

- Ja, selvfølgelig. Og det tror jeg også godt, at klubben er klar over. Vi kan selvfølgelig ikke blive ved med bare at lade stå til. Som arbejdsgiver er man klar over, at ens ansatte er nødt til reagere på et tidspunkt.

Jan Kristiansen har, sammen med Mikkel Thygesen, været spillernes mand i møderne med ledelsen og Spillerforeningen.

Der skal nu ikke meget til før Brøndby må begære sig Konkurs.

Ibrahimovic vil slutte i Italien

Zlatan Ibrahimovic afviser, at Paris SG er hans sidste klub. En tilbagevenden til italiensk fodbold ligger i kortene.
Zlatan Ibrahimovic skiftede i sommer til Paris SG, og med 20 sæsonmål har det indtil videre været en stor succes. Den 31-årige angriber regner dog ikke med, at han spiller i Frankrig til karrieren slutter.
- Nej, det tror jeg ikke. Min sult efter at spille er fortsat stor, jeg har en kontrakt på to år her og håber, at spille den kontrakt ud. Men i fodbold ved man aldrig, hvad der sker. Da jeg skiftede til Barcelona, sagde jeg dengang, at jeg ville spille der i fem år. Et år senere skiftede jeg klub. Sådan er fodbold, siger Zlatan til Gazzetta dello Sport og løfter samtidig lidt af sløret for fremtidsplanerne:

- Jeg har stadig mit hus i Milano, som jeg skal tilbage til på et tidspunkt. Italien er mit andet hjem, det har jeg altid sagt. Jeg var der i mange år, jeg har lært meget der, og Italien har givet mig meget. Det samme gælder for min familie. Så det er som mit andet hjem.

Den svenske superstjerne startede karrieren i Malmö og har siden været forbi Ajax, Juventus, Inter, Barcelona og Milan, inden turen gik til PSG og den franske hovedstad i sommer.

Manchini: PrL afgøres i Febuar eller Marts

Manchester City-manager Roberto Mancini har ikke opgivet det engelske mesterskabet endnu. Det hele bliver afgjort i februar og marts, siger han.
Manchester United har kurs mod det engelske mesterskab, men holdet går ind i en svær periode med Champions League-kampe mod Real Madrid midt i ligaprogrammet. Det er Manchester Citys mulighed, mener manager Roberto Mancini.
- Det er vigtige kampe for United, så jeg tror, at det bliver muligt at afgøre mesterskabet i februar og marts, siger Roberto Mancini ifølge ESPN.

Midt på ugen måtte Manchester City nøjes med 0-0 mod QPR, men det bekymrer ikke den italienske manager.

- Det ændrer intet. I slutningen af februar vil afstanden være meget lille, tror jeg. I denne liga har et hold aldrig vundet mesterskabet i januar. Vi skal kæmpe indtil april, siger han.

- Hvis de har syv-otte-ni points forspring der, så bliver det svært. Men i øjeblikket har vi en stor chance. I løbet af en sæson har alle hold to-tre uger, hvor de ikke spiller godt, og hvor man ikke kan score, siger Mancini.

Manchester City er i øjeblikket syv point efter Manchester United øverst i Premier League. I sidste sæson nappede City mesterskabet i allersidste spillerunde.