Efter en vellykket prøvetræning har Esbjerg skrevet kontrakt med offensivspilleren Emil Lyng frem til sommeren 2014.
Den tidligere U21-landsholdsspiller Emil Lyng har de seneste uger vist sig frem hos Esbjerg fB, og det har nu udmøntet sig i en halvanden år lang aftale mellem parterne.
- Det er en meget spændende spiller, vi nu får tilført til truppen. Vi har fulgt ham tidligere og ville gerne have ham til Esbjerg, da han var et af landets største talenter. Nu har vi kunnet se ham an her i nogle uger, og vi tror på, at han kan komme tilbage på sit tidligere niveau. Emil Lyng er ikke hentet som en redningsmand foros her i foråret. Vi ser det mere som et langsigtet projekt og er klar til at give ham chancen, siger cheftræner Jess Thorup til klubbens hjemmeside. Lyng har været plaget af skader de seneste sæsoner, men håber at komme i omdrejninger i EfB.
- Jeg mærker intet til skaderne og glæder mig nu til at lægge alt det bag mig og kun tænke på fodbolden. Derfor er jeg også utrolig glad og stolt af, at Esbjerg kan se mulighederne i mig. Det var mit mål med prøveopholdet her, og jeg ved hvilke ting, jeg skal arbejde videre med nu. For jeg er vidende om, at jeg formentlig ikke skal spille en hel kamp i forårspremieren den 4. marts, da jeg stadig skal bygge på formen og det taktiske, men jeg håber og tror på, at jeg kommer til at kunne hjælpe holdet i foråret, siger Emil Lyng.
Lyng har klubber som AGF, Lille, Zulte Waregem, Lausanne og FC Nordsjælland på CV'et.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar