tirsdag den 5. februar 2013

Farlige Frank på pletten i Midtjylland

Veteranen Frank Kristensen scorede igen og blev matchvinder for FC Midtjylland, da Superliga-mandskabet i eftermiddag slog Vejle-Kolding 2-1.
Snart 36-årige Frank Kristensen ønsker sig en aftale med hjerteklubben FC Midtjylland, og han gør sit til at overtale ledelsen til at give ham en sådan. Forleden nettede veteranen således i 3-0-testsejren over Randers FC, og i eftermiddagens test mod Vejle-Kolding var han igen på pletten.
Kristensen startede dog på bænken og så herfra VBK's nye angriber Bedi Buval bringe 1. divisionsholdet foran 1-0 efter godt et kvarters spil, da franskmanden var sidste mand på kuglen efter et hjørnespark.

Endnu et hjørnespark udløste 1-1 efter 35 minutter. FCM-talentet Andre Rømer headede bolden over VBK-keeper Nicolaj Christensen efter et Frederik Møller-hjørnespark. Og således var det remis efter de første 45 minutter, hvorefter FCM skiftede 10 mand ud til anden halvleg - blandt andet blev genansatte Kristian Ipsa og altså Frank Kristensen smidt i spil.

Og mindre end ti minutter henne i anden halvleg havde Kristensen lynet. Han bragte således FCM på 2-1, da han sparkede en løs returbold i kassen efter Rilwan Hassen havde afsluttet.

Det blev også opgørets sidste træffer. FCM fulgte på den måde 3-0 over Randers FC op med 2-1 over Vejle-Kolding. Lørdag drager midtjyderne på træningslejr.

Frank Kristensen prøvetræner i øjeblikket med hos FC Midtjylland, hvor han prøver at overtale klubben til at "gifte sig med ham igen"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar