mandag den 4. februar 2013

Spilleforeningen kræver fuld betaling

Spilleforeningens direktør Mads Øland glæder sig over, at Brøndby har betalt de første fire millioner kroner i feriepengesagen, men klubbens plan om at prøve de øvrige sager falder ikke i god jord.
Brøndby præsenterede i dag klubbens redningsplan, der blandt andet indebar, at man har betalt de skyldige fire millioner kroner til tre spillere som en del af feriepengesagen.
De øvrige sager vil klubben prøve ved voldgiftsretten, men det stiller Spillerforeningen sig uforstående overfor, da der allerede er dannet præcedens på området. Foreningens krav forbliver derfor de samme.

- Det er glædeligt, at Brøndby IF nu har besluttet at betale spillerne og de øvrige ansatte i klubben løn for januar, samtidig med at det skyldige beløb for de tre prøvesager på ca. 4 mio. kr. udbetales, siger direktør Mads Øland i en pressemeddelelse.

- Vi har yderligere krav for i alt 91 spillere, og det er ikke nødvendigt at føre disse sager i Fodboldens Voldgiftsret, da parterne inden retssagen blev enige om, at de tre prøvesager skulle danne præcedens. Restbetalinger for de øvrige spillere skal derfor falde, og vi vil rette henvendelse til Divisionsforeningen og Brøndby IF for at drøfte, hvordan det kan ske, siger han.

Det anslås, at det resterende beløb i feriepengesagen ligger i omegnen af 26-27 millioner kroner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar