tirsdag den 6. august 2013

Stryger om landsholds udtagelse: Det går stærkt

Jens Stryger Larsen glæder sig over både landsholdsudtagelsen og de europæiske kampe med FC Nordsjælland. Det er gået stærkt den seneste måned, siger han.

Før sommerferien spillede Jens Stryger Larsen nedrykningsdrama for Brøndby. Nu står den på Champions League-kvalifikation med FC Nordsjælland, og i dag blev han så også udtaget til landsholdet.
- Jeg er selvfølgelig både glad og stolt over udtagelsen. Det er noget, alle drømmer om. Med både internationale klubkampe på højt niveau og landsholdsudtagelsen må man sige, at det er gået hurtigt den seneste måned, og kan jeg oven i købet få spilletid, vil det være meget stort, siger Jens Stryger til FCN's hjemmeside.

- Lige nu er al koncentration dog om vores vigtige kamp onsdag mod FC Zenit, og så er der hjemmekamp mod FCK i weekenden. Mange store opgaver, men jeg tager dem én af gangen og glæder mig over udviklingen og de store udfordringer, siger han.

Jens Stryger Larsen og resten af FC Nordsjælland er i øjeblikket i russiske Sankt Petersborg, hvor Zenit i morgen tager imod i Champions League-kval'en.

Jens Stryger Larsen var også udtaget til landsholdet i maj måned, men fik ikke debut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar