tirsdag den 26. februar 2013

Lewandowski færdig i Dortmund

Rygterne har været talrige om Robert Lewandowski på det seneste, men nu ser det ud til, at de kan forstumme. Efter sæsonen er den polske målmaskine færdig i Borussia Dortmund. Det afslørede angriberens agent, Cezary Kucharski, da han mandag aften var gæst i et polsk talkshow.
- Robert har truffet sin beslutning. Det er nu op til ham at finde ud af, hvornår han vil fortælle offentligheden, hvad han har besluttet. De som har fulgt Roberts karriere vil vide, at han ikke har været i en klub i mere end to sæsoner, og han er nu i gang med sin tredje i Dortmund. Læs mellem linjerne, og det vil fremgå tydeligt, hvad det er, jeg sidder her og fortæller, sagde Cezary Kucharski.
Robert Lewandowski har været linket kraftigt til Bayern München, men også Manchester United har på rygteplan været en bejler til den polske angriber, der i denne sæson har scoret 14 mål for de forsvarende mestre i Bundesligaen. Desuden er det blevet til en lille håndfuld scoringer i Champions League.
Robert Lewandowskis kontrakt med Dortmund udløber i 2014.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar