Stephan Andersen har et meget klart mål i januar: At skifte tjansen som reserve i Evian ud med status som førstemålmand et helt andet sted. Det sted kunne ifølge sporten.dk have været Club Brügge, der var meget interesserede i den danske landsholdsmålmand.
Prisen på Stephan Andersen og målmandens personlige kontrakt var ellers ifølge avisen på plads, men uden videre oplysninger aflyste Club Brügge Andersens tur til det belgiske.
- Jeg kan bekræfte, at det var meget tæt på. Jeg ved ikke ret meget mere, så jeg har ikke så meget at fortælle, siger Andersens agent Michael Johansen til sporten.dk.
Det skulle angiveligt være ankomsten af en ny sportsdirektør, der fik handlen til at gå i vasken. Arnar Gretarsson tog i slutningen af december over i Club Brügge, og han var ikke parat til at give Stephan Andersen den kontrakt, der ellers var aftalt.
Stephan Andersen og agent Michael Johansen har dog ikke opgivet at finde en ny klub til målmanden med kontraktudløb til sommer. Der arbejdes endnu for en transfer i januar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar