mandag den 21. januar 2013

Madsen: Fint samarbejde med Bertolt


Henrik Madsen er glad for at have fået Morten Bertolt til FC Vestsjælland. Han er sikker på, at de to nok skal finde ind i et godt samarbejde på midtbanen.
FC Vestsjælland har forstærket den centrale midtbane med Morten Bertolt, der i lørdagens træningskamp mod FC København startede inde sammen med Henrik Madsen. Det var duoens første kamp sammen, men efter opgøret var Madsen fint tilfreds.
- Jeg synes det fungerer fint. Morten har spillet mange kampe på højeste niveau, så han ved godt, hvad det handler om. Hvis det bliver os to der kommer til at spille, skal vi nok få et fint samarbejde, siger Madsen til bold.dk.

- Men vi er jo mange om buddet, så opstarten må jo vise, hvem det bliver, der kommer til at spille sammen.
Generelt bed FCV fint fra sig i opgøret, som man dog endte med at tabe med 3-1.
- I bund og grund var det en fin træningskamp. Vi fik løbet en masse mod et godt spillende hold. Vi skal lige have gang i det hele igen, og det er også en god kamp til at genopbygge det vi er gode til, nemlig vores organisation, siger Madsen.
- Jeg synes egentlig, at vi holdt dem fornuftigt fra chancer, men jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at de fik nogle nemme mål.
Henrik Madsen scorede Slagelse-drengenes mål i kampen, da han fra kanten af feltet sparkede en returbold op i det ene målhjørne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar