Brian Hamalainen nyder tilværelsen i Belgien efter sit sommerskifte til Genk, men landsholdet er indtil videre kun en fjern tanke for venstrebacken.
Den tidligere Lyngby-spiller Brian Hamalainen skiftede i sommer fra Zulte Waregem til Genk. Et skridt op ad karrierestigen, hvis man kigger på klubbernes størrelse, men resultaterne har ikke været helt som ønsket.
- Vi har klaret os glimrende i Europa League og i pokalen, men i ligaen har det haltet lidt. Vi er dog stadig godt med, og intet er jo afgjort endnu. Vi lever i tre turneringer, og det kan vi kun være meget tilfredse med, siger Hamalainen til bold.dk og tilføjer om sin personlige start hos Genk:- Jeg spillede fra start med den samme, da den anden venstreback var skadet. Helt ærligt, så var det nok ikke helt optimalt i forhold til at vænne sig til klubben og de nye holdkammerater, men jeg tager naturligvis den spilletid, som jeg kan få.
- Jeg føler mig dog efterhånden godt tilpas i klubben, og jeg føler mig godt rustet i kampen for spilletid, selvom min konkurrent nu er klar igen og har spillet mest i ligakampene på det seneste.
Med skridet op klubmæssigt vil en chance på landsholdet være en naturlig del af udviklingen for den tidligere U21-landsholdsspiller.
- Jeg ved ikke, om landstrænerne holder øje med mig eller ej. Jeg har det sådan, at landsholdet for øjeblikket ikke fylder noget. Jeg skal op og spille fuld tid hver gang på mit klubhold, hvis det skal være aktuelt.
- Der er mange folk om min plads på landsholdet, mange har været prøvet, og måske er der plads til at prøve en mere på et tidspunkt, hvem ved. Men det er ikke noget, jeg bruger forfærdeligt mange tanker på lige nu, hvor der sker så meget på klubholdet med Europa League og det hele, siger Hamalainen.
18 liga- og Europa League-kampe har 23-årige Hamalainen spillet i denne sæson - inklusiv fem for Zulte Waregem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar