Der er fra fans’ og FC Københavns side blevet tegnet et fornuftigt billede
af afviklingen af New Firm i søndags, men Københavns Politi deler ikke den
positive opfattelse.
I søndags vandt FC København 1-0 over Brøndby i det
første New Firm-opgør i et par år, hvor der ingen restriktioner var på
udeholdets fans. Over 28.000 mennesker var på plads i Parken, og mens
fangrupperinger og FC København efterfølgende meldte om en nogenlunde vellykket
afvikling af kampen, var der problemer før, under og efter kampen.
Københavns Politi deler ikke opfattelsen af et relativt vellykket arrangement.
- Vi kan ikke helt genkende det meget positive billede, der er blevet tegnet fra klubbers og fans’ side. Der var mange problemer, siger politiinspektør på Station City i København og indsatsleder i forhold til Politiets indsats ved New Firm, Mogens Lauridsen, til bold.dk.
- Det startede lørdag nat, hvor en gruppe på omkring 100 mennesker havde aftalt at mødes foran Parken for at slås. De overmalede også ruterne op til stadion med graffiti og kridt, og de havde også inviteret nogle folk op fra Tyskland for at slås. Vi fik desværre ikke fat i nogen af dem, siger Lauridsen og fortsætter:
- På selve dagen blev vores dialogstyrker angrebet med flasker, inde i Parken blev der kastet med sten mod D-tribunen, to gange måtte vi hjælpe kontrollørerne ved Parkens indgange, og vi skulle stoppe 12 slagsmål. Efter kampen måtte vi tømme Rosie MgGee’s for Brøndby-fans på grund af slagsmål. Så der var ikke den store positive forandring, siger politiinspektøren.
Lauridsen fortæller, at Københavns Politi har forsøgt at sende imødekommende signaler ved at holde det tungeste skyts hjemme på derbydagen.
- Vi går i rimelig store sko i forhold til det her. Vi har kun vores dialogstyrke ude med folk med blød hat og sådan og ikke vores indsatsstyrker med folk med lidt tungere udstyr. Ved ikke at sende vores tungere personel ind, håber vi at sende et signal, siger Lauridsen.
Politiet har endnu ikke evalueret færdig på søndagens New Firm, men Lauridsen mener, at de forskellige fangrupperinger må udvise større selvjustits for at tøjle ballademagerne.
- Vi har ikke debriefet alle vores folk endnu, og på fredag har FCK et møde med forskellige fangrupper. Det er helt klart, at de forskellige grupper må have noget selvjustits. Det kan godt være, det er 100 ud af en gruppe på 2-3000 mennesker, men de er stadig en magtfaktor, der formår at sætte en dagsorden.
- Før vi ser nogle initiativer til at sætte nogle strukturer op og noget konfrontation af uroelementerne i egne rækker, så har jeg svært ved at se, hvorfor vi skal stille op for at sikre de ballademagere, slutter Lauridsen.
Det næste New Firm afvikles den 5. maj på Brøndby Stadion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar