lørdag den 7. april 2012

Celtic har vundet den skotske liga

Med en knusende sikker 6-0-sejr over Kilmarnock sikrede Celtic sig i dag det skotske mesterskab. Man er 21 point foran nummer to, Glasgow Rangers.

Glasgow Rangers, der er i dyb økonomisk krise, har slet ikke kunnet følge med Celtic i toppen af den skotske række i denne sæson. Derfor kunne Celtic i dag, med blot et enkelt point i udekampen mod Kilmarnock, sikre sig endnu et mesterskab.

Et point var dog ikke hvad topholdet gik efter, fra start blæste Celtic-spillerne til angreb. Det gav pote allerede efter otte minutters spil, hvor Charles Mulgrew bragte gæsterne på mesterskabskurs, og den kurs veg de aldrig fra i løbet af kampen.

Da stadionuret rundede tur nummer 90 stod der 6-0 til til Celtic på tavlen, og dermed var tre point og et mesterskab i hus. Nummer to, Rangers, har stadig seks kampe tilbage, men de har nu hele 21 point op til rivalerne, der dermed ikke kan hentes.

Mesterskabet er Celtics nummer 43 - og det blev for øvrigt hentet uden overhovedet at gøre brug af danske Morten Duncan Rasmussen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar