mandag den 2. september 2013

Kvist overrasket over udviklingen i Stuttgart

William Kvist havde regnet med at skulle væk fra Stuttgart, men et trænerskifte har givet danskeren en ny nøglerolle i klubben.

Hen mod slutningen af sidste sæson gled William Kvist ud i kulden i Stuttgart. Derfor lå et sommerskifte i kortene for den danske landsholdsspiller, men da træner Bruno Labbadia for en uge siden blev fyret, ændrede alt sig.
Kvist er siden startet inde i to kampe, og hans rolle i klubben er nu igen fastlagt.

- Det kan gå stærkt i fodbold. For en uge siden havde jeg ikke regnet med at være Stuttgart-spiller nu, men det er jeg. De vil gerne beholde mig, og den nye træner og sportschef ser mig som en vigtig del af projektet, siger William Kvist ifølge DR.

Kvist fortæller selv, at der har været interesse for ham i løbet af sommeren, men et skifte er nu udelukket.